I de seneste tre år har 1. divisionsklubben FC Fredericia kørt med VT Bus til klubbens udekampe, og de to parter har nu forlænget samarbejdet, så FCF-spillerne også i fremtiden bliver godt kørende i busselskabets behagelige og komfortable turistbusser.
- Vi har gennem flere år oplevet FC Fredericia som en seriøs samarbejdspartner, der har været med til at skabe synlighed om VT Bus, og på den baggrund var det oplagt at fortsætte det gode samarbejde mellem VT Bus og FC Fredericia. Vi glæder os til at tage det næste skridt på rejsen sammen med FC Fredericia, der dygtigt har etableret sig i toppen af 1. division, siger direktør i VT Bus, Benny Petersen.
Hos FC Fredericia glæder salgsansvarlig Christian Holm Johansen sig over, at VT Bus fortsætter som eksponeringspartner i klubben.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med VT Bus, og trænere og spillere er glade for at køre med busselskabet, og vores fans, da der måtte komme tilskuere på stadion, var også glade for at køre med VT Bus. Så vi ser frem til at fortsætte det gode partnerskab med et professionelt busselskab, for i FC Fredericia er vi afhængige af at have engagerede og aktive samarbejdspartnere, og det er VT Bus i den grad, siger Christian Holm Johansen.